I det følgende præsenteres de centrale metodiske komponenter:

Tilgang - Den relationelle tilgang

Relationen er ikke et supplement til de metoder og redskaber, vi arbejder med – den er selve forudsætningen for, at de virker. Uden en meningsfuld relation bliver DKPS blot en teknisk klassifikation, en SOS-samtale en rutineøvelse og den individuelle plan en plan uden ejerskab. Det er relationens kvalitet mellem den unge og kontaktpersonen, der afgør, om den unge oplever samtaler og indsatser som en hjælp – eller som kontrol og straf. Forandring kræver, at den unge føler sig set, lyttet til og taget alvorligt.

Men relationen må ikke forveksles med uforpligtende venlighed. Den skal være professionel, tydelig og vedholdende. Mange unge med en kriminalitetshistorik har erfaringer med brudte relationer og støtte, der forsvinder, når det bliver svært. Derfor vil de ofte teste relationens bæreevne – ved at trække sig, provokere eller manipulere. Her er det kontaktpersonens ro, tydelighed og vedholdenhed, der bliver afgørende. Den unge skal opleve, at kontaktpersonen bliver – også når relationen udfordres.

En fagligt bæredygtig relation bygger på stabil tilstedeværelse, interesse og tydelige rammer. Den skabes over tid gennem tillid, og den vedligeholdes gennem konsekvent opfølgning og respekt for den unges grænser og tempo. I mødet med modstand og ambivalens må kontaktpersonen kunne stå fast uden at afvise, og sætte grænser uden at trække sig. Når der spørges: “Jeg så, du ikke kom – hvad skete der?”, i stedet for blot at påpege en overtrådt aftale. En sådan relation er:

• Professionel – båret af tydelige rammer og ansvar

• Forpligtende – vi bliver, også når det er svært

• Troværdig – vi lover ikke mere, end vi kan holde

• Tålmodig – vi skynder os langsomt og ved at tilbagefald er en mulighed

Relationen bliver dermed ikke kun en betingelse for metodearbejdet – den bliver selve fundamentet, hvor støtte og krav, struktur og fleksibilitet, modstand og forandring kan eksistere side om side.

Den professionelle kontaktperson bærer mange funktioner: samtalepartner, motivator, grænsesætter, strukturholder, systemoversætter og tryghedsperson. Det kræver både faglighed, personlig robusthed og organisatorisk opbakning. For at være bæredygtigt er relationen ikke afhænge af enkelte ildsjæle, men er forankret i en faglig kultur, hvor det relationelle forstås som en kerneopgave.

Derudover skal relationen genbekræftes igen og igen. Den unge skal mærke, at kontaktpersonen er til stede – ikke af pligt, men af oprigtig interesse. Den relationelle kontinuitet skabes gennem:

• Stabilt fremmøde og tilgængelighed

• Interesse for den unges liv – også uden for det formelle

• Ærlighed og åbenhed om både muligheder og begrænsninger

• Anerkendelse af den unges forsøg og fremskridt

Det er ikke nødvendigt at fjerne modstand for at skabe forandring. Det handler om at kunne være i den sammen, og lære den unge at håndtere modstanden. Når relationen lykkes, og den unge mærker, at nogen bliver – også når det er svært – skabes et rum, hvor det bliver muligt for den unge at tage ansvar, opbygge tillid og begynde en ny fortælling om sig selv.

Tænkning - Det Kriminalpræventive Styresystem

Det Kriminalpræventive Styresystem (DKPS) er udviklet af kriminolog Kasper Fisker og er et praksisbaseret styringsredskab, der giver mulighed for at arbejde struktureret, differentieret og målrettet med forebyggelse på individniveau.

DKPS anvendes til at:

• Kategorisere individets risikoniveau for ny eller gentagen kriminalitet

• Afklare den unges placering i et forebyggelsesfelt (primær, sekundær, tertiær)

• Definere relevante typer af indsatser - ressource-, problem- og behandlingsorienterede indsatser.

• Målrette indsatser ud fra individets samlede individuelle forhold, herunder risikoprofil og forandringsparathed.

Mennesker begår ikke kriminalitet i et vakuum. Kriminalitet opstår i samspil med faktorer som opvækst, relationer, normer, identitet, traumer, ressourcer og muligheder eller manglende muligheder. DKPS bygger på, at kriminalitet kan forstås og forandres gennem en struktureret og evidensinformeret praksis, der aktivt reducerer risikofaktorer og styrker beskyttelsesfaktorer i individets liv ved at igangsætte proportionale og afstemte indsatser. Ved at igangsætte proportionale og afstemte helhedsorienterede indsatser målrettes indsatsen og kontraproduktive eller virkningsløse indsatser undgås.

Tre niveauer af kriminalitetsrisiko

Det Kriminalpræventive Styresystem (DKPS) skelner mellem tre forskellige indsatsområder – primært, sekundært og tertiært problemområde – som danner grundlag for, hvilken type indsatser, der er relevant og proportional for den enkelte unge. Denne differentiering er afgørende for at kunne arbejde balanceret og ansvarligt med kriminalpræventive indsatser, fordi det forhindrer både under- og overdosering af indsatser. Det sikrer, at der ikke opstår kontraproduktive effekter som stigmatisering eller attraktion, og at ressourcer prioriteres der, hvor effekten er størst .

Primært problemområde – generel forebyggelse

Det primære område omfatter personer med lav risiko for kriminalitet. Disse personer har flere risikofaktorer og kun få eller svage beskyttelsesfaktorer, men de har ingen historik med kriminalitet. De anses som potentielt sårbare, og der kan være en bekymring for mulig fremtidig kriminalitet. I dette område arbejdes der udelukkende med ressourceorienterede indsatser for at styrke de unges modstandskraft. Der arbejdes således ikke med problemorienterede- og behandlingsorienterede indsatser da der endnu ikke er et kriminalitetsproblem at løse. Derfor skal indsatsen heller ikke italesættes som en kriminalpræventiv indsats, da det i sig selv kan være kontraproduktivt pga. eksempelvis identifikation og stigmatisering. Der er i det primære problemområde tale om en generelt forebyggende social indsats for at styrke beskyttelsesfaktorer, modstandskraft og identitet gennem positive erfaringer.

Primært problemområde

Kendetegn ved personer omfattet af primært problemområde:

• Ingen tidligere kriminalitet, og dermed ikke kvalificeret risiko for kriminalitet.

• Risikofaktorer til stede (fx skolefravær, ustabilt hjem, svagt netværk)

• Få eller svage beskyttelsesfaktorer

• Bekymring for potentiel udvikling i retning af kriminalitet

Mål:

At styrke modstandskraft og identitet gennem positive erfaringer, relationer og succesoplevelser – med henblik på at forebygge, at kriminalitet overhovedet opstår.

Indsatser:

• Udelukkende ressourceorienterede tiltag, for at styrke beskyttelsesfaktorer

• Positiv voksenkontakt og trygge fællesskaber

• Inddragelse af skole, fritidsliv og familie

• Træning i sociale færdigheder og konflikthåndtering

• Italesættelse af fremtidshåb og personlige styrker

• Forløb med fokus på relation, stabilitet og deltagelse

Sekundært problemområde – kriminalitetsforebyggelse

Det sekundære område omfatter personer med egentlig risiko for kriminalitet. Dette omfatter personer med mange risikofaktorer og få eller svage beskyttelsesfaktorer samt en historik med kriminalitet. Disse personer vurderes at være i kvalificeret risiko for ny kriminalitet som følge af deres kriminalitetshistorik. Indsatsen i dette område består af både ressourceorienterede og problemorienterede tiltag.

Sekundært problemområde

Kendetegn ved personer omfattet af sekundært problemområde:

• Har en historik med kriminalitet (fx dom, sigtelse, betinget straf).

• Er i kvalificeret risiko for ny kriminalitet, men er endnu ikke fastlåst i en kriminel identitet.

• Har flere risikofaktorer, fx dårligt netværk, misbrug, skolefrafald, ledighed og manglende sammenhængsforståelse.

• Få eller svage beskyttelsesfaktorer.

Mål:

At bryde den negative spiral gennem ansvarstagen, indsigt og støtte – og skabe en realistisk vej til beskæftigelse, uddannelse og livsmestring.

Indsatser:

• Kombination af ressource- og problemorienterede tiltag

• Opstart med ugentlige SOS-samtaler med fokus på udvikling

• Udarbejdelse af individuelle planer

• Vejledning i job, økonomi, struktur og praktisk hverdag (ADL)

• Erkendelse og refleksion over tidligere adfærd og konsekvenser

• Mestring af vrede, impulskontrol og emotionel regulering

• Praktikforløb, brobygning og netværksopbygning uden for kriminalitet

Tertiært problemområde – kriminalitet som livsstil og identitet

Det tertiære problemområde omfatter personer i høj risiko for kriminalitet, hvor risikofaktorerne er mange, og beskyttelsesfaktorer er få eller svage, og der er en historik med kriminalitet samtidig med, at den enkelte har kriminogen kognition. Personerne er i kvalificeret risiko på grund af deres kriminalitetshistorik, og derudover er vurderingen, at personen har udviklet kriminogen kognition. Kriminogen kognition er personer hvor kriminalitet har udviklet sig til en identitet og en mere eller mindre fast forankret livsstil. Der arbejdes både med ressourceorienterede, problemorienterede og behandlingsorienterede indsatser i det tertiære problemområde.

Tertiært problemområde

Kendetegn ved personer omfattet af tertiært problemområde:

• Er i kvalificeret risiko for ny kriminalitet og kriminalitet er blevet en integreret del af livsstil, identitet og verdensbillede (kriminogen kognition)

• Langvarig kriminalitetshistorik

• Mulig tilknytning til organiserede kriminelle netværk eller bandemiljøer

• Lav empati og høj grad af antisocial tænkning

• Manglende motivation for forandring, eller ambivalens overfor exit

Mål:

At skabe erkendelse og motivation for identitetsskifte – og påbegynde en langsigtet forandringsproces med behandling, netværksskifte og integration i samfundet.

Indsatser:

• Kombination af ressource- og problemorienterede tiltag, som beskrevet ovenfor, suppleret med behandlingsorienterede tiltag.

• Psykologisk udredning og behandling

• Misbrugsbehandling

• Mentaliseringsbaseret pædagogik

• Tæt samarbejde med politi, kommune og eventuelt kriminalforsorg

• Individuelle SOS samtaleforløb om selvbillede og identitet.

• Kontinuerlig grænsesætning og tydelighed i relationen

• Analyse og aktiv strategisk frakobling fra destruktive netværk